Til Vædderbo

Det var en hjerteknusende beslutning, at skulle anbringe sit barn frivilligt på et opholdsted.

Jeg havde de værste forestillinger og fordomme, om unge der var anbragt på et opholdsted, forestillinger som jeg havde svært ved at identificerer mit barn og os som familie med. Heldigvis har mine erfaringer med Vædderbo gjort mig klogere, for mine fordomme og forestillinger var skabt af synsninger og uvidenhed.

I starten var jeg bange for, at folk kiggede skævt på mig, stemplede os som en dårlig og ressource svag familie, som ikke magtede at opdrage vores eget barn. Jeg var bange for at ”miste” mit barn samt forældreindflydelse, at blive beskyldt for, at man ikke havde været tilstrækkeligt som mor.

Mit barn havde behov for hjælp, en hjælp, som jeg/vi ikke kunne give, uanset hvor meget vi end gerne ville. Der var akut behov for professionel hjælp, hvis min datter skulle trives og udvikles. Med den fart udviklingen skred, frygtede vi, hun ville havne i de værste problematikker, som vi ville stå magtesløs over for.

Mine erfaringer som forældre til et barn, der har boet på Vædderbo i to år, er kun positive, der er ikke noget, jeg med mine forældrekritiske øjne kan sige, der var forkert. Fra dag et, er vi som familie blevet taget godt og kærligt imod, og bedst af alt, gav de mit barn hjemlige og trygge rammer, hvor der blev hygget, pjattet, fisket, spillet kort og meget mere.

Jeg har altid kunnet komme til personalet med mine bekymringer og problemer, uanset hvor små eller store de har været, altid har de støttet og bakket mig op, og det havde jeg brug for, for det er ikke altid let, med et udad reagerende barn. Det tager hårdt på kræfterne og slider på hele familien, når der aldrig er ro på, og man har et barn, der kræver meget. I der er i samme situation som mig, kan sikkert nikke genkendende til dette.

Derfor var det så befriende, at kunne læsse af, tude ud, være frustreret, og så modtage gode råd af personer, som nøjagtig vidste, hvordan jeg havde det, da de har mange års erfaringer med lige netop disse problematikker. Det gjorde, at jeg ikke følte mig alene med udfordringerne, samt at der var andre end mig, der havde det på samme måde.

Hele vejen igennem er jeg blevet hørt og mødt som mor, og har ikke følt, at jeg har mistet min mor rolle, eller forældreindflydelse, tvært i mod, Vædderbo har gjort deres til, at vi kunne bibeholde relationerne til vores barn, og omvendt, og endda gjort sammenholdet meget bedre, de har på ingen måde været ude på, at skabe splid ved at sætte dem op i mod os, tvært i mod, har de ofte taget konflikten, så vi som forældre ”var de gode”.

Når der har været noget at drøfte, er jeg altid blevet taget med på råd, de har spurgt ind til, hvad jeg synes, samt sagt, at det er dig, der kender mit barn bedst. Den gode og tætte samarbejde har gjort, at jeg hele tiden haft en finger på pulsen, og haft en fornemmelse af, hvad der foregik, da jeg har ønsket det.

En ting jeg har lært er, at en god beslutning gerne må gøre hjerteknusende ondt, hvis der kommer noget fantastisk godt ud af det.

Sinne